Hvis du kæmper med negative tanker, kan du (foruden at meditere) med stor fordel arbejde med den måde, du går til dine tanker og følelser på.
Vi har det nemlig med at identificere os så meget med, hvad vi tænker og føler, at vi kan få os selv overbevist om, at vores tanker og følelser er sande og fuldstændig i overensstemmelse med virkeligheden.
Tanker som hypoteser
Men prøv at se dine tanker og følelser som hypoteser. Altså som et forslag til, hvordan en situation kan opfattes. Men hvor du stadig er åben for andre fortolkninger.
Hvis du tænker: “Jeg ER dum”, så er det meget sundt at gribe sig selv i den negative tænkning og meget pædagogisk sige til sig selv: “OK, jeg tænker, at jeg er dum. Men hvad kunne der være af andre muligheder. Er der situationer, hvor jeg måske ikke ligefrem har været dum.”
Alene at du sidder og læser den her tekst, vil jeg jo personligt mene er ret smart. Og der er helt sikkert masser af situationer og oplevelser og erfaringer, som vil aflive din hypotese.
Det kan lyde meget simpelt, og det er det faktisk også. Men hvis vi bliver mere opmærksomme på, når vi tænker negativt, bliver det også lettere at tage i opløbet og få bearbejdet.
Træner fokus på tanker gennem meditation
Når vi mediterer, træner vi vores opmærksom på, at der opstår tanker. Og vi træner på at udvide det rum, der er fra, at en tanke helt automatisk fører den næste med sig. På den måde skaber vi plads til, at vi kan fange negative tanker i opløbet. Altså at vi bliver opmærksomme på, at tanken opstår, og til at vi selv vælger, hvad vi gør med den.
I meditationen vælger vi at give slip på tanken og ikke gå videre med den. Det kan du læse mere om her.
Men når vi ikke mediterer, og vi bliver opmærksomme på en negativ tanke, kan vi med vores trænede opmærksom vælge, hvad vi vil gøre med den.
Vi kan omdanne den til en hypotese og afprøve, om den reelt har noget på sig, eller vi kan opløse den igen – eller i al fald gøre den mindre dominerende. Det kan både være i forhold til, hvad vi tænker om os selv, eller vores hverdag, eller vores venner og bekendte.
Jo mere vi øver os i det, jo mindre risiko er der for, at de negative tanker udvikler sig til at blive ophøjet til en form for stiltiende sandheder, som vi har svært ved at udviske igen.
Denne gennemgang er en meget lille del af session 4 på mindfulnesskurset “Fundamentet”, som hjælper dig med at slippe stress og tanker og at finde ro. Du får adgang til hele kurset og meget mere som medlem af mindnow. Læs mere og tilmeld dig her: https://mindnow.org.